En anden by

Title: En anden by (Another city)
Author: Henrik Valeur
Publisher: The Architectural Publisher B
Content: 120 pages
Publishing date: 1 September, 2021
Language: Danish
ISBN: 978-87-92700-35-3

Cover

Anbefaling
“Virkelig vigtig bog. Den går rent ind.”
Gitte Juul, arkitekt, September 2021.

Baggrund
Indholdet i denne bog er skabt med udgangspunkt i et kursus om ’En anden by’ ved Folkets Universitet – et initiativ for kritisk, kreativ refleksion og handling blandt aktivister og anarkister, dissidenter og drømmere. Intentionen med kurset er at styrke modstanden imod, og udvikle alternativer til, den developer-drevne og teknokratisk styrede byudvikling ved at undersøge mulighederne for en mere spontan og selvorganiseret form for byudvikling, baseret på teorien om development urbanism.

Om bogen
En anden by er kritisk overfor den developerdrevne og teknokratisk styrede byudvikling og foreslår istedet en friere udvikling af byerne, hvor folk har langt større indflydelse på udformningen af deres fysiske omgivelser. Det illustreres blandt andet i beskrivelserne af de skæve eksistensers kamp for at bevare deres flydende fristed på vandet i Erdkehlgraven på Holmen, og i beboernes forsøg på at skabe et grønnere og mere socialt byrum i Badensgade på Amager. Men bogen indeholder også visioner om byudvikling i samspil med naturen og om at flytte byer som svar på klimaforandringer. Desuden diskuteres arkitektens etiske dilemmaer og behovet for en anden tilgang til arkitektuddannelsen.

Om forfatteren
Henrik Valeur er arkitekt-urbanist. Som kurator for det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig i 2006 udtænkte og tilrettelagde han projektet CO-EVOLUTION: Dansk/kinesisk samarbejde om bæredygtig byudvikling i Kina (Guldløven for ”kreativitet, intelligens og generøsitet”) og som leder af UiD udviklede han strukturplan og procesmanual for den nye bydel Musicon i Roskilde (Byplanprisen 2012 ”for ualmindelig kreativ planlægning”). Han har desuden udgivet en internationalt kritikerrost bog om den urbane omstilling af Indien (2014), baseret på forskning, praksis og undervisning i Indien gennem flere år, og en bog med unge arkitekters ideer til byudvikling i Øresundsregionen (Den Europæiske Byplanbiennale i København, 2005).

Indhold
En lidt vild ide 5
Hvem arbejder arkitekter for? 13
Bygningen som en ironisk kommentar 19
Fortællingen om den grønne by er falsk 25
Forsøg med bilfrihed 31
Tænk naturen ind i byen 45
Hvad skal vi med Lynetteholm? 59
Socialt segregerede og funktionsopdelte regioner skaber ingen by 65
Tænk tiden ind i arkitekturen 71
Byen slutter ikke ved kommunegrænsen 75
Kan byer flyttes? 81
Et flydende bofællesskab 87
Verdensmålene giver os ikke bedre byer 107
Det begynder med uddannelsen 113
.
En lidt vild ide
Det siges, at Kinas Kommunistiske Parti, som også er den kinesiske stat, har indgået en kontrakt med den kinesiske befolkning, som er, at så længe partiet kan levere stigende levestandarder og voksende materielt forbrug, kan det forblive ved magten. Er det ikke den samme kontrakt velfærdsstaten har indgået med befolkningen i Danmark – at så længe et flertal af befolkningen kan leve et stadigt mere trygt og komfortabelt liv, og leve det stadigt længere, kan det nuværende system forblive ved magten?

Hvad der ikke fremgår af disse kontrakter, eller er skrevet så småt, at det ikke umiddelbart er til at læse, er de potentielle omkostninger. En af disse er, at vi risikerer at komme til at leve et falsk og ufrit liv styret af materielle behov, administrative krav og teknologiske løsninger – at vi ender som det en-dimensionelle menneske (og samfund), sociologen Herbert Marcuse advarede om for godt et halvt århundrede siden, som passivt og ukritisk tilpasser sig de herskende normer.(1) En anden potentiel omkostning er, at det konstant voksende materielle forbrug, den omsiggribende administration og den uophørlige teknologiske udvikling ødelægger livet på jorden i bredere forstand.

I løbet af ganske få generationer er fattige landbrugs- og landsbysamfund, hvor kun de færreste havde for meget, og langt de fleste havde for lidt, blevet erstattet af moderne, urbane samfund, hvor langt de fleste har langt mere, end de har brug for.

På trods af dette ligner moderne byer ofte billige varehuse fyldt med standardiserede og masseproducerede elementer, skabt til et begrænset antal på forhånd fastlagte aktiviteter, der nøje overvåges og justeres.

Den ensartede indretning og udformning passer til – og fremmer – en ensartet adfærd og tankegang hos mennesker overalt i verden.

Disse byer er indrettet for os med alle tænkelige bekvemmeligheder, og alle praktiske problemer er der, såvidt muligt, allerede taget hånd om. Selv har vi hele tiden en skærm ved hånden, som giver adgang til arbejde, underholdning og kommunikation, så vi ikke behøver møde andre.

Der er ingen fysiske spor af andet eller andre liv, for vi har ikke selv været med til at skabe disse byer, og derfor føler vi heller intet tilhørsforhold til dem.

Alt er nøje planlagt og anlagt efter gældende regler og regulativer. Intet er overladt til tilfældet, tvivlen eller uvisheden. Og der er intet spor af en selvstændig tanke, en særlig erfaring eller en enestående ide.

Disse byer er skabt af teknokrater og andre såkaldte eksperter, developere og andre såkaldte rådgivere med samme begrænsede livserfaring og samme fantasiforladte forestilling om fremtiden.

I denne åndelige udørk pisker vi os selv og hinanden for at få råd til de materielle goder, vi bliver bildt ind vil fylde den følelse af tomhed og fravær, der kendetegner det moderne byliv – uden tilsyneladende at overveje om det mon netop er dette, det meningsløse forbrug, der skaber denne følelse.

Alt imens vi forbruger – og dermed også forurener – mere og mere, og vores byer og de liv vi lever i dem bliver mere og mere monotone, taler politikerne om, at byerne skal være bæredygtige og mangfoldige, men så snart der er noget, der skiller sig ud, eller nogen der lever lidt anderledes, skal det fjernes.

De taler om, at borgerne skal høres og inddrages, men når de samme borgere råber op og demonstrerer imod ødelæggelsen af vigtige historiske kulturmiljøer og naturområder, søger man alligevel at presse det, der allerede er besluttet, igennem. Og med vold og magt at få det gennemført.

Man hævder, at nye byudviklingsprojekter er sunde, grønne og liveable – og en stadig strøm af priser og skåltaler synes at bekræfte dette – men samtidig kan alle se, at kvaliteten af det meste af det der bygges er rystende ringe og uden hensyn til hverken mennesket eller naturen.

Hvorfor bliver byerne stadig mere afvisende over for livet – i dets uendelig mange og uforudsigelige former?

Forklaringen er muligvis ganske banal. Det handler om magt og penge eller rettere, det handler om, at det hele handler om magt og penge.

Vi er næsten alle blevet ledere eller i det mindste mellemledere, og det giver os en følelse af betydning – også selvom der, i de fleste tilfælde, er tale om det antropologen David Graeber kaldte bullshit jobs.(2) Jo mere magt vi har, desto mere betydningsfulde må vi være. Og jo flere penge vi har, desto bedre kan vi vise, hvor betydningsfulde vi er.

Men det der giver mening i livet, som samvær og nærvær, er ikke noget man hverken kan købe eller bestemme sig til.

De steder i byerne, hvor den sociale, kulturelle og økologiske bevidsthed er mest udviklet, er netop der, hvor man har gjort oprør imod, og nægtet at lade sig underkaste, magtens og pengenes tyranni. Det er der, hvor man har modstået teknokraterne og developerne, og skabt sine egne miljøer, hvor livet kan gro frem på sin egen forunderlige måde.

Det er ikke med mere magt og flere penge, man skaber bedre betingelser for livet i byerne, men med mindre magt og færre penge. Det handler ikke, for at bruge en aktuel kliche, om at give kvinderne mere magt, men om at tage magten fra mændene. Det handler ikke om, hvordan vi får råd til mere velfærd og bæredygtighed, som politikerne påstår, men om hvordan vi kan leve bedre med mindre.

Vi må, hver især og som fællesskab, forsøge at tage initiativet tilbage og genvinde ’retten til byen’, der, som by-teoretikeren David Harvey har udtrykt det, er en menneskeret, som ikke kun vedrører adgangen til byens resourcer, men retten til at forandre byen – og dermed os selv, den måde vi lever og er sammen på.(3)

Selv statsministeren gav i sin åbningstale til Folketinget sidste år udtryk for, at man godt kan overlade noget ansvar til mennesker selv. Noget hun ganske vist mente var ”en lidt vild ide”, men som hun begrundede i, at befolkningen faktisk er ret veluddannet.(4)

Måske var det bare politikersnak, som betyder, at vi kan se frem til endnu mere formynderi fra statens side som konsekvens af at det ikke på længere sigt vil være muligt for flertallet at opretholde det nuværende materielle forbrug. Men det kan også være, at der bag denne udtalelse godt skjult i statsministerens underbevidsthed ligger en erkendelse af, at staten ikke kan løse livets store spørgsmål og i den sidste ende heller ikke give det enkelte menneske et bedre liv. Og at svaret på de store udfordringer vi som menneskehed står overfor ikke kan findes uden almindelige menneskers medvirken.

Måske er det den slags ’vilde’ ideer, som at give folk ansvar for selv at udforme, indrette og vedligeholde deres egne omgivelser, der kan sikre gode vilkår for livet i byerne.

De hidtige ideer har i hvert fald ikke virket.

1. Se: Marcuse, H. (1964) One-dimensional Man. London, Routledge.
2. . Se: Graeber, D. (2018) Bullshit Jobs: A Theory. New York, Simon & Schuster.
3. Se: Harvey, D., ‘The Right to the City’. International Journal of Urban and Regional Research, 2003, 27, 4, s. 939-941: https://doi.org/10.1111/j.0309-1317.2003.00492.x.
4. Se: Frederiksen, M., ‘Statsministerens åbningstale 2020’. Regeringen: https://www.regeringen.dk/aktuelt/statsministerens-aabningstale/statsministerens-aabningstale-2020.